Andreas Brantelid og Søren Rastogi

ODSHERREDS KAMMERMUSIKFESTIVAL


Tirsdag 30/7 kl. 19.30

Hempel Glasmuseum


Andreas Brantelid

Søren Rastogi


Debussy: Sonate for cello og klaver, d-mol

Shostakovich: Sonate for cello og klaver, op. 40, d-mol

Myaskovsky: Sonate for cello og klaver nr. 2, op. 81, a-mol

Janacek: Pohadka, for cello og klaver

Beethoven: Variationer over ”Bei Männern, welche Liebe fühlen”, Es-dur



Den djævelske glød


Han er en af sin generations ypperste cellister, så skønt han har små børn, giver han mindst 100 koncerter over hele verden på et år. Men tirsdag den 30. juli spiller 32-årige Andreas Brantelid herhjemme, på Hempel Glasmuseum, sammen med Søren Rastogi.


Andreas Brantelid spiller på en 1707 ‘Boni-Hegar’-Stradivarius, venligst udlånt af den norske kunstsamler Christen Sveaas, og han er kendt for sine tankevækkende fortolkninger, enestående lyd og engagerende personlighed


Det, der driver ham, er en ‘fanden-i-voldsk glød’, har har sagt i et interview. Han spiller med en overbevisning, hvor han er i kontakt med noget langt inde i sig selv, noget dæmonisk.


»Det er noget med, at man kæmper med sit instrument. Du lever med den cello hver eneste dag. Man har brug for et problem at kæmpe med, for at der skal være en udfordring i det hele.«


Siden sin debut som 14-årig har han optrådt på de store, internationale scener som Carnegie Hall i New York, Wigmore Hall i London, Concertgebouw i Amsterdam, og bag sig har han en række hædersbevisninger.


Også koncertpianisten Søren Rastogi har modtaget talrige hædersbevisninger og begejstrer ofte anmelderne. Han er meget efterspurgt som solist, kammermusiker og akkompagnatør, både i hans danske hjemland og internationalt. Som solist har han optrådt med langt de fleste symfoniorkestre i Danmark i klaverkoncerter af Mozart, Schumann, Stravinsky, Bernstein og Gershwin.


Koncerten er udsolgt. Evt. ledige pladser kan købes ved indgangen.