Kunstnerne

På Odsherreds Kammermusikfestival kan du møde

Susanne Elmark, dansk sopran, har de sidste godt 20 år været efterspurgt verden over til ekvilibristiske sopranpartier som Nattens Dronning i Tryllefløjten, som hun har sunget i 17 forskellige produktioner verden over i mere end 200 forestillinger. På Det Kgl. Teater herhjemme og i München, Madrid, Berlin, Barcelona, Buenos Aires, Zürich, Wien mm. har hun også kunnet opleves som Alban Bergs Lulu, Konstanze i Mozarts ‘Bortførelsen fra Seraillet’, Zerbinetta og Fiakermilli i Strauss’ ‘Arabella’ og ‘Ariadne på Naxos’ og de senere år ikke mindst Marie i Zimmermanns vanvidsværk ‘Die Soldaten’.

Andreas Brantelid, dansk cellist, optrådte på Odsherred Kammermusikfestival i 2019. Han fik sin solo-debut som 14-årig med Elgars cellokoncert sammen med Det Kgl. Kapel i København. I dag er Andreas Brantelid en af de mest eftertragtede kunstnere fra Skandinavien og har modtaget anmelderroser fra kritikere i hele verden. Andreas Brantelid er en af sin generations ypperste cellister, og nogle af hans nylige orkesterengagementer er med London Philharmonic, Holland Radio Philharmonic, Seattle Symphony og Scottish Chamber Orchestra. Andreas Brantelid spiller på en 1707 ‘Boni-Hegar’-Stradivarius, og han er kendt for sine tankevækkende fortolkninger, enestående lyd og engagerende personlighed.

Benjamin Schmid, østrigsk violinist, er en af den klassiske musiks absolutte superstjerner. Schmid, der spiller på en Stradivarius fra 1718, har en nærmest kamæleonisk evne til at toppræstere i både klassiske og jazzkompositioner. Han har optrådt med både Yehudi Menuhin og Stéphane Grapelli, bl.a. til Salzburg-festivalens åbningskoncert. Og såvel som i jazz’en spænder han også i den klassiske genre bredt, fra Bach til Brahms, Britten og Berg. Benjamin Schmid anses for at være en vor tids allerstørste violinister. 

Charles Workman, amerikansk tenor, uddannet fra Juilliard School. I sin karrieres start var han efterspurgt til Rossini- og Mozartroller, men i de senere år optræder han i dramatiske og heltetenorroller. Fra debuten på Metropolitan Opera flyttede Workman sig i midthalvfemserne til Europa, hvor han over alt har optrådt med førende operakompagnier på Salzburg-festivalen, bl.a. La Scala, Wiener Staatsoper, Royal Opera Covent Garden, Berlin Staatsoper og Bolsjovteatret i Moskva. Senest har Charles Workman kunnet opleves som Evangelist i Bachs ‘Matthæuspassionen’ på Teatro dell’Opera i Rom og som Porcus I Honeggers ‘Jeanne d’Arc’ på Teatro Real i Madrid.

Johannes Weisser, norsk baryton, er en af sin generations mest spændende sangere. Han er en fremragende liedsanger og har fået international anmelderros for sine optrædener med Schumanns Dichterliebe og Griegs Vinjesange. Han er også en meget efterspurgt koncert- og oratoriesanger med et repertoire, der spænder fra det tidlige 17. århundredes musik fra Monteverdi til værker fra Weill, Britten og nutidige komponister. Weisser har for nylig optrådt på Salzburg-festivalen, i Teatro Real Madrid og Den kongelige Opera herhjemme. På operascenerne spænder hans repertoire fra titelrollerne i Eugene Onegin og Don Giovanni og Peer Gynt. Johannes Weisser er også kendt for mange prisvindende cd-udgivelser.

Adam Koch Christensen, dansk violinist, der allerede som 13-årig begyndte at studere på Det kgl. danske Musikkonservatorium og siden har vundet en række, både hjemlige og internationale, førstepriser og guldmedaljer. 
I 2019 blev den bare 19-årige Adam Koch Christensen udnævnt til alternerende koncertmester i Leopoldinum Kammerorkester i Wrocław, Polen. Han er modtager af både Jacob Gades store legat og Augustinusfondens jubilæumsbevillinger og har deltaget i internationale masterclasses med prominente kunstnere som Leonidas Kavakos, Gerard Schulz, Mihaela Martin og Pinchas Zukerman.

Janne Fredens

Søren Rastogi

Iben Teilmann, dansk bratschist, spiller på en Guadagnini bratsch, udlånt af Det Kgl. Kapel. Iben Teilmann er uddannet på bl.a. Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Guildhall School of Music and Drama i London. Har siden 2001 været solo-bratschist i Det Kgl Kapel og har i fire år været medlem af Diamant-ensemblet. Iben Teilmann optræder hyppigt rundt om i Europa med kammerorkestrene Mahler Chamber Orchestra og Camerata Nordica. Selv har hun optrådt overalt i Danmark samt på festivaler i Sverige, Finland, Frankrig, Italien og USA.

Emil Gryesten Jensen, prisbelønnet dansk pianist, er uddannet ved Det kgl. danske musikkonservatorium og ved Sibelius-akademiet i Helsinki. Siden han som 15-årig havde sin første solokoncert har han haft en travl karriere som både solist og kammermusiker. Emil har optrådt ved prestigiøse klassiske musikfestivaler fra Blüthner Classics i Leipzig og International Piano Association Switzerlands koncertserie i Lugano til Espo Piano Festival. Og i sommeren 2018 optrådte Emil Gryesten Jensen i Carnegie Hall i New York. Blandt de mange priser modtog Emil Gryesten førsteprisen ved Blüthner Pianistkonkurrence i 2006 og førstepris og publikums pris ved Nordisk Pianistkonkurrence på Nyborg Slot i 2010.

Matthias Kjøller, vandt som 22-årig pladsen som soloklarinettist i Aarhus Symfoniorkester. Samtidig bestred han sine studier på Det jyske Musikkonservatorium og senere i solistklassen på Det kgl. danske Musikkonservatorium hos Lee Morgan. I 2009 var han på et studieophold i Los Angeles hos Yehuda Gilad, hvis undervisning han har fulgt siden. Han er også blevet undervist af Ricardo Morales og Martin Fröst og andre virtuoser. Ved siden af jobbet som soloklarinettist er han også aktiv kammermusiker og har fx spillet med Den danske Strygekvartet. Blandt en række priser har han fået prisen for bedste fortolkning af Carl Nielsens klarinetkoncert. 

Stine Hasbirk Brandt, dansk bratschist i DR SymfoniOrkestret. Hun vandt i 1998 P2's kammermusikkonkurrence med Cailin Kvartetten, og i 2000 fik hun juryens specialpris ved den internationale bratschkonkurrence ”Maurice Vieux” i Paris. Stine Hasbirk er en populær solist og kammermusiker. Med sin strygekvartet, Arild Kvartetten, har hun spillet i mange af landets kammermusikforeninger og på festivaler. Hun gæster ofte Trio Con Brio og har rejst med Den Danske Strygekvartet i Tyskland. Stine Hasbirk har spillet på festivaler i Europa med bl.a. Andreas Brantelid og Tabea Zimmermann.

Ludvig Gudim, norsk violinist, 21, har sin unge alder til trods, optrådt som solist med mange orkestre rundt om i verden og sammen med virtuoser som Itzhak Perlman, Ivry Gitlis og Christian Tetzlaff. Allerede som fem-årig påbegyndte Ludvig Gudim sin violinistuddannelse hos bl.a. Henning Kraggerud og videreuddanner sig nu på Juilliard med Itzhak Perlman og Li Lin. Ludvig spiller på en stradivarius fra 1710. Ludvig Gudim har vundet den norske konkurrence om at blive årets musiker. Ludvig, der spiller på en stradivarius fra 1710, er en stjerne på spring.

Caspar Phillipson, dansk skuespiller, kendt fra roller i en række forestillinger på Århus Teater, Det kgl. Teater, Østre Gasværk og Det danske Teater, men har også optrådt i udlandet, på f.eks. Festival Theatre i Edinburgh. Phillipsons roller spænder vidt, fra Rocky i musicalen ‘The Rocky Horror Show’ og Tony i musicalen ‘West Side Story’ til Mortimer i komedien ‘Arsenik og gamle Kniplinger’. Han har også medvirket i en lang række film og lagt stemme til tegnefilm, bl.a. til Prins Charming i ‘Shrek’

Henrik Engelbrecht, formidler af opera og klassisk musik i bøger, foredrag og koncertintroduktioner. Han har de seneste syv år arbejdet som rådgiver og kunstnerisk konsulent for bl.a. Det kgl. Teater, Copenhagen Phil og Festspillene i Bergen. I årene 2010 til 2015 var Engelbrecht musikchef i Tivoli og forinden overdramaturg igennem ti år på Det kgl. Teater i Kasper Holtens operacheftid.





De unge talenter:

Alana Hjort, violin

Selma Teilmann, violin

Freja Eskildsen,violin

Anoushka Ingemann, cello

Bjarke Schousboe, fagot

Valdemar Menzel Most, klaver

Robin Wohner, klaver

Dina Draugsvoll, klaver

Asmus Hanke Frederiksen, baryton